Brystkræft. Helles historie del 2.

Det er sidst på dagen da Helle kommer på besøg hos Boisen for at følge op på, hvordan det går med hende, nu hvor det er 7 måneder siden, at hun fik konstateret brystkræft.

Du kan læse første del af Helles historie på bloggen på ruthboisen.dk

Helle ser træt ud. Hun er nu tilbage på sit arbejde på fuld tid. Hverdagen er blevet mere almindelig – som den var før.  Hun smiler da hun fortæller, at det er godt at være tilbage. ”Jeg er mere med i helheden. Jeg fik simpelthen ikke det hele med, da jeg skulle gå hjem før de andre og det var svært at føle sig som en del af arbejdspladsen. Jeg holder rigtig meget af mit job og jeg kan godt holde til det.  Det er dejligt at være ude blandt folk, uden at det bliver personligt når vi snakker.”

Savner fællesskabet med andre kræftramte

Hendes genoptræningsforløb er slut. Helle fortæller ” Jeg savner det fællesskab vi havde. Det var meget intimt, fordi vi allesammen vidste hvad det handlede om. Vi ses ikke mere da vi er meget spredt rent geografisk og havde nogle meget forskellige forløb. Der var nogen med spredning og der var nogen, hvor lægerne ikke kunne gøre mere. Jeg ved ikke om jeg har så meget behov for at snakke om det mere? Det er kommet på afstand og fylder ikke så meget mere. Jeg vil ikke glemme det, jeg er bevidst om risikoen for tilbagefald, men jeg skal ikke gå og tænke over det”

Helle har netop fået svar på den scanning der skulle foretages af det raske bryst fordi der blev fundet skygger. Resultatet var godt. Der er ingen kræft. ”Det er en stor lettelse” siger Helle med et stort smil. Nu skal jeg bare videre.

Jeg er begyndt at ryste

Helle får hormonbehandling med antiøstrogen og derudover Zoledronsyre hver 6. måned. Zoledronsyren modvirker at hormonbehandlingen afkalker knoglerne og har en gavnlig effekt mod tilbagefald.

Hormonbehandlingen giver symptomer på overgangsalder: træthed, ondt i led og muskler og svedeture. ”Det svinger meget hvordan jeg har det, men jeg har meget ondt i mine led og har dage hvor jeg svært ved at gå. Når jeg får Zoledronsyren går det helt amok. Derfor skal jeg have nogle ekstra samtaler med kræftafdelingen, fordi jeg har så mange bivirkninger af hormonbehandlingen”

Helle fortæller ”det bliver slemt med svedeture hvis jeg er sammen med mange mennesker. Måske på grund af det psykiske pres? Det har altid været sådan, at jeg ikke kan lide at få mennesker tæt på mig og jeg har aldrig brudt mig om, at være sammen med mange mennesker af ad gangen. Jeg har et rum omkring mig. Der skal folk ikke komme ind. Det er blevet meget værre siden jeg fik konstateret kræft. Det har fået mig til at tænke på, hvad jeg vil og jeg kan godt reagere lidt pigesurt, hvis jeg ikke får min vilje” siger hun med et skævt smil. ”Det er ikke bevidst. Min krop gør det bare. Min krop fortæller mig hvis jeg overskrider grænserne ved at svede eller få det dårligt”

”Og så er jeg begyndt at ryste. Nogle gange kan det ikke ses, men jeg kan mærke det. Andre gange er det helt vildt. Det var helt tosset da jeg skulle scannes. Når nogen kommer i nærheden af mit ar, så begynder jeg at ryste. Det er ikke fordi jeg har noget imod, at folk ser det. Der må ligge et traume i såret.”

”Når jeg er til fysioterapeut, ryster jeg altid. Først er det bare indeni og så kommer det også udenpå. Jeg har ingen kontrol over det. Kan overhovedet ikke styre det. Det er en fysisk reaktion der bliver udløst af noget psykisk.”

”Måske er det en overlevelsesstrategi for ikke at gå ned? Jeg er god til at lukke af for noget, der er ubehageligt. Det er vel godt her og nu, men ikke på lang sigt.”

Finder ro hos hestene

På spørgsmålet om Helle er begyndt at prioritere anderledes, fortæller hun ”Jeg prioriterer roen. Jeg søger ufatteligt meget roen. Mine to islandske heste er højt på listen. De giver mig ro. De er fantastisk healende. Bare det at stå ved siden af Sorte. Han er nærværende og optimistisk. Han vil gerne gøre mig glad. Heste kan noget – ligesom hunde kan.”

”Jeg prioriterer også mine børn og mand anderledes. Jeg tænker over hvilke mennesker jeg er sammen med. Jeg gider ikke bruge tid på mennesker, jeg ved gør mig sur og gal. Jeg vælger mine kampe med omhu – overvejer om jeg gider at gå ind i dem

Den første protese

Helle har været hos Boisen og fået sin første rigtige protese. Hun havde sin datter med og sammen med Anita i butikken i Aarhus, havde de en positiv og god oplevelse. Helle siger ” Anita er virkelig dygtig og god til at rådgive. Jeg var meget tryg ved hende – og kan varmt anbefale hende.

Jeg prøvede virkelig mange bh’er og Anita hev nærmest hele butikken ind i prøverummet. Hun var meget serviceminded og jeg følte ikke noget købspres. Hun kom med forslag og viste de forskellige modeller.

Jeg var overrasket over hvordan måltagningen til protesen var. Jeg vidste ikke hvordan det foregik og havde ikke forestillet mig, at protesen var en standardvare. Jeg troede der skulle måles og modelleres. Og at jeg ville få en der passede 100 % til mig. Men det var jo kun omkredsen der blev målt. Resten foregik ved at prøve os frem. Og vi så jo slet ikke det samme. Jeg så det oppefra. Anita og min datter så det forfra. Jeg er jo slet ikke vant til at nærstudere mine bryster på den måde” Ler Helle. ”

Hun har fået en løs protese. ”Jeg skal nok prøve en klæbeprotese, men ved ikke om det er noget for mig, når jeg sveder så meget. Som det er i dag, sidder den fint. Men læner jeg mig forover, kan jeg selv se, at der mangler lidt. Det tænker jeg da over. Jeg skal helt sikkert ikke have genskabt mit bryst. Protesen er en fin løsning. Den skaver ikke og er ikke varm.”

Glemmer at tage protesen på

Helle fortæller at hun har protesen på for andres skyld. Hun har helt accepteret at hun mangler et bryst. Men folk kigger stadig, når hun fortæller at hun har fået fjernet et bryst. ”Deres øjne ryger lige ned” siger hun.

”Det ville f.eks. ikke genere mig at gå i svømmehallen. Jeg har ikke noget problem med at vise at jeg mangler et bryst. Men at andre mennesker ikke ved hvordan de skal tackle det, det har jeg det svært med. Det er mest hensynet til andre mennesker jeg tænker på”. Helle bliver stille lidt. ” Måske er det også for mig selv – jeg ved det ikke helt”

”Jeg har ikke behov for at have protesen på, fordi det er grimt eller fordi jeg føler mig mindre som kvinde. Den betyder ikke meget for mig. Jeg har den altid på når jeg skal på arbejde, men skal ofte lige mærke efter, om jeg har husket den” Griner hun. ” En skønne dag så glemmer jeg det. Jeg har så lidt bryst i forvejen, så jeg har ikke behov for at have bh på.

Jeg går altid uden protesen herhjemme. Hvis der kommer nogen, kan jeg godt tænke ”satans, nu har jeg ikke fået den på” Griner hun.

”Jeg synes arret er flot. Det er lavet pænt. Jeg har ikke noget imod at jeg er flad.

Fremtiden

Helle skal til kontrol et år efter operationen. ”Jeg ved ikke om jeg er tryg ved det. For man fandt jo ikke kræften i screeningen for brystkræft som alle kvinder mellem 50 og 69 år bliver tilbudt hver 2. år. Alligevel fandt jeg selv en knude et stykke tid efter. Men jeg kan jo gå til min læge, hvis der bliver noget, og så sender han mig videre.”

”Jeg er bekymret for tilbagefald. Om det bliver opdaget i god tid. For kræft gør jo ikke ondt. I hvert tilfælde ikke før det begynder at trykke på noget.”

”Jeg ser lyst på fremtiden. Nu har jeg taget min tørn. Jeg er ikke røget ned i et hul. Jeg ved ikke hvorfor jeg ikke er blevet mere påvirket af det. Måske fordi vi har snakket så meget om det? Jeg har jo haft en helt fantastisk støtte fra venner og familie – og det har jeg stadigvæk. Uden dem havde jeg ikke klaret det. Det er fantastisk så mange mennesker jeg kender.”

”Jeg har det jo godt”