Jyttes historie

En lidt grå september formiddag møder jeg Jytte i hendes lille rækkehus i Nordjylland. Det kan godt være, at himlen er grå, men Jytte har en rigtig solstrålehistorie at fortælle.

Jytte er 63 år og har været førtidspensionist siden 2006 pga. dårlig ryg. Hun har altid haft rigeligt til både gården og gaden og har altid været på slankekur. Men ellers har hun levet et helt almindeligt liv med mand og børn.

Det ændrede sig for 2 år siden, hvor hun fik influenza. Det var før Corona, så ”bare” en helt almindelig influenza. Mens hun var syg begyndte hendes højre ben at hæve. Det hævede meget. Efter et par måneder havde hendes underben en omkreds på 104 cm.

 

Du skal bare tabe dig

 Hun fik sår på benene og der var betændelse i det højre ben. En dag gik der hul på benet og der løb omkring ½ l. betændelse ud af skinnebenet. Hun havde smerter og kunne ikke få sko på. Begge hendes ben var tunge som bly og hun kunne ingenting.

 Jytte kontaktede sin læge, som mente at hun ”bare” skulle tabe sig. Han gav hende vanddrivende medicin, som ingen effekt havde. Men han sendte hende dog videre til diverse undersøgelser og scanninger. Hendes ben var så tunge, at hun måtte have hjælp til at løfte dem op på briksen og fordi benene var så udspilede var det svært at scanne fra knæene og ned. Man kunne simpelthen ikke se årene og venerne. Hun blev indlagt men har aldrig fået en diagnose. Det ville have haft katastrofale konsekvenser hvis sårene ikke ville hele og efter et stykke tid endte hun med at blive henvist til lymfødemterapeuterne på Aalborg Sygehus, hvor hun blev bandageret og fik plejet sine sår.

 

Og så gik det stærkt

Det gik meget hurtigt den rigtige vej. Gennem de næste 1½ år var hun igennem flere bandageringsforløb på hospitalet og i samarbejde med Boisen fik hun taget mål til kompressionsstrømper i takt med, at benene svandt. Og benene svandt hurtigt.

Så hurtigt at hun måtte have nye kompressionsstrømper 10-15 gange. Det var ikke uproblematisk, da kommunerne jo, som mange bekendt, ikke kaster om sig med bevilling af kompressionsmidler.

Folk som har prøvet at være bandageret ved, at sådan nogle bandager fylder meget. Under de periodevise bandageringer var hendes ben så store, hun kun kunne have Crocs på (en ”træsko” lavet af gummi). Derfor kom hun ikke ret meget ud. Heldigvis var hendes børn gode til at komme på besøg og hun fik kørelejlighed, så hun kunne komme til bankospil. Det var dog lidt udfordrende at mange kiggede på hendes store, bandagerede ben.

Sideløbende med bandageringforløbene lagde Jytte kosten om og tabte ikke mindre end 45 kg.

Det var en stor hjælp, at hun efter en skilsmisse, i en periode boede hos hendes datter som havde fået en gastric bypass og også skulle tabe sig. De levede sundt, støttede hinanden og som vægten gik ned og benene svandt, begyndte de at gå ture.

 

Ud på den anden side

I dag er Jytte godt på den anden side af sygdomsforløbet. Hun fortæller glædestrålende, at hun lige har været på Sjælland og besøge en veninde. Det var en kæmpe sejr at være i stand til at rejse med toget derover. Før var hun ikke i stand til sådan en rejse, da hun ikke kunne stå op ret længe og ikke kunne gå ret mange skridt.

Hun går selv hen og handler i byen og besøger sine børn. Hun går ture og klarer alting selv.

Hun stråler ikke mindre, da hun fortæller, at hun snart skal ud og købe en ny garderobe – selvom det er dyrt. Tøjet hænger på hende og det er bestemt tiltrængt med tøj der er mindst tre numre mindre.

Jytte går til kontrol på hospitalet hver 3. måned og får stadig ofte nye kompressionsstrømper, fordi benene bliver ved med at svinde i takt med at hun bliver mere aktiv og vægten stadig falder.

Da jeg siger tak for i dag og kører hjemad, er det stadig gråvejr. Men lyset fra Jyttes øje varmer og giver stof til eftertanke.

 

Med den rette hjælp og motivation fik Jytte ændret en situation, der kunne have fået katastrofale konsekvenser for hendes liv og helbred, til en rigtig solstrålehistorie.